Besøg Morten og Ditte og deres økologiske grise til Sofari søndag d. 17. maj kl. 10–14
Tag familien med til en hyggelig og lærerig dag hos Sdr. Klejnstrup Økologi ved Sørvad, hvor Morten og hans team byder velkommen til Sofari 2026. Her får I mulighed for at opleve det økologiske griseliv helt tæt på.
På gården kan I opleve omkring 400 søer og deres smågrise, som boltrer sig på de grønne marker. Her er der masser af liv, og grisene har god plads til at udfolde deres naturlige adfærd.
Gården har været økologisk siden 2006, hvor planteproduktionen blev omlagt. I dag dyrkes en stor del af grisenes foder på egne marker, blandt andet korn, græs og hestebønner. Siden 2011 har der udelukkende været økologiske grise på gården.
Morten overtog gården i 2023 og arbejder ud fra en filosofi om at samarbejde med naturen og de biologiske processer – med fokus på forebyggelse frem for behandling.
Til Sofari kan I møde hele holdet bag gården, som glæder sig til at vise rundt og fortælle om livet med de økologiske grise.
En dag fyldt med oplevelser
- Oplev grisene blive fodret
- Få en snak om arbejdet med økologi og de økologiske grise
- Deltag i Sofari-quizzen og vind økologisk kød til en værdi af 600 kr.
- Køb økologisk frokost eller medbring egen madpakke

Oplevelser for hele familien
Til børnene er der pixi-bog, aktivitetsark, plakat til børneværelset og tatoveringer. De voksne kan tage inspiration med hjem i form af “Øko-grisens almanak” – et opskriftshæfte med lækre retter lavet af økologisk grisekød.
Sofari er en del af et landsdækkende initiativ, hvor landbrug med økologiske grise åbner dørene. Arrangementet er gratis og byder på oplevelser for både store og små.
Adresse: Klejnstrupvej 1, 7550 Sørvad
Find flere oplysninger om arrangementet og Sofari 2026 på Sofari.dk